Kunne du tænke dig at undervise i drama og teater?
Foreningen Musik For Alle søger dedikerede undervisere til at lede holdundervisning i teater og skuespil for børn i 0. til 9. klasse. Hvis du har erfaring med teater, og hvis du brænder for at arbejde med børn, så er du måske den, vi leder efter!
Lidt om dig
Har du skuespillererfaring? Eller er du god til drama/teater eller har du måske gået til det selv og har lyst til at undervise? Vi har både topprofessionelle og meget erfarne undervisere, men vi hjælper også nye ildsjæle i gang og tager dig i hånden, hvis dine erfaringer ikke er så store endnu. Det vigtigste er, at du brænder for at undervise. Vi hjælper med metoder, indhold og generelt pædagogik og gruppeledelse.
Lidt om undervisningen
Du skal selv planlægge indholdet af dine undervisninger, og vi hjælper til i den grad, du har brug for det, så du altid kan få støtte og hjælp fra os. Selve indholdet vil primært være planlagt af dig, men vi lægger vægt på det sociale og legende element. Det skal være sjovt og fællesskabsskabende for eleverne at være med. Indholdet vil typisk være små teaterlege, sanglege, teatermetodik og meget mere. Husk, niveauet er ikke særlig højt, da næsten alle børn vil være nybegyndere. Derfor har vi ekstra meget fokus på pædagogik, fordi et trygt læringsmiljø skaber de bedste rammer for både underviser og elever. Her tilbyder vi personlig sparring med dig, hvis du ikke har så meget pædagogisk erfaring endnu.
Aldersgruppen varierer fra opgave til opgave, men vil typisk være hold inden for aldersgrupperne 6-9, 10-12 og 13-16 år.
Hvorfor vælge at undervise hos os?
- 295,47 kr. pr. lektion + feriepenge på 12,5%
- En lektion varer 45 minutter
- Undervisning i dit eget nærmiljø
- Mulighed for opkvalificerende kurser i pædagogik
- Faste undervisningstidspunkter
- Der stilles et lokale til rådighed
- Mulighed for flere lektioner efter hinanden
Sådan kan du tilmelde dig som underviser
Sådan kommer du i gang:
Ansøg nu: Skriv en mail til kontakt@musikforalle.dk om dine erfaringer, hvad du kan undervise i, om du har undervist før og eventuelle præferencer. Vedhæft dit CV samt eventuelle referencer.
Tilmeld dig som underviser: Bemærk, at du skal melde dig ind i Mikkels Musikskole, som hjælper foreningen med underviserrekruttering og indhentning af børneattester. Ved tilmelding skal du blot vælge “drama/teater” i stedet for et instrument.
Om Musik For Alle
Hvem?
Musik for Alle er en almennyttig forening, som gennem musikundervisning, teater og dans har til formål at skabe basis for bred deltagelse i kulturlivet.
hvad?
Musik For Alle udbyder holdbaseret undervisning i musik, teater og dans. Undervisningen foregår på din skole efter skoletid, og lektionerne varer 45 minutter.